SMK Thy

Statens Museum for Kunst (SMK) har længe haft et ønske om at udvide museet og gøre museets store samling af kunst tilgængelig for flere danskere – og nu synes drømmen inden for rækkevidde.

De seneste år har SMK sammen med Thisted Kommune arbejdet på at etablere en afdeling af SMK i Thy. I marts 2021 kunne SMK annoncere, at ideen om at skabe en permanent filial nu kan føres ud i livet takket være en donation på 37,5 millioner kroner fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal.

SMK udstilling

Udstillinger og aktiviteter i 2021

Valmuer, duer og en uhyre dramatisk historie om en familie fra den spanske landsby Villar del Cobo. Det er nogle af de elementer, som kan opleves, når SMK Thy viser udstillingen VILLAR en face med nye og ældre videoværker af den danske kunstner Eva Koch.

Du kan også opleve en præsentation om Doverodde Købmandsgårds udvikling gennem tiderne, dykke ned i SMK’s historie og fordybe dig i en række digitale udstillinger med kunstværker fra museets samling.

 

Hold øje med SMK Thys aktiviteter i kalenderen og deltag i diskussioner  om SMK Thys udformning på Facebook.

SMK Følger sundhedsmyndighedernes anvisninger og Kulturministeriets retningslinjer. Læs mere om retningslinjerne her.

Vi glæder os til at se dig!

Praktisk information

Åbningstider

Fjordstræde 1, Doverodde
DK 7760 Hurup Thy
Find vej

Priser

Voksen: 50 kr.
Under 18 år: Gratis
SMK årskortholdere: Gratis

Villar installation SMK

Historien

Oprindeligt blev ideen om at få Statens Museum for Kunst til at etablere en filial på Doverodde Købmandsgård skabt af tidligere turistchef Ole Riis. Han tog kontakt til politikeren Torsten Schack Pedersen, der foranledigede et møde med daværende kulturminister Bertel Haarder den 29. marts 2016.

Sammen fik de en tilkendegivelse af, at der fra Kulturministeriets side intet var til hinder for at etablere en filial af SMK i Thy.

I april 2016 blev bestyrelsen for Nordvest Safari Thy-Mors kontaktet af turistchefen om planerne og forespurgt om man kunne se en idé i at indrette det historiske pakhus på Doverodde Købmandsgård til formålet. Bestyrelsen og den daværende leder tog positivt imod ideen, og turistforeningen arbejdede videre på sagen. Statens Museum for Kunst viste stor interesse i at etablere sin første filial uden for hovedstaden netop i Thy på baggrund af anbefaling fra kunstforeningen Det nye kastet, Thisted Kommunes borgmester og bestyrelsen for Nordvest Safari.

Efter diverse tilkendegivelser fra SMK, Thisted Kommune og Nordvest Safari Thy-Mors var projektet født og disse tre parter arbejdede herefter videre frem mod et egentligt forslag. Der blev oprettet en samarbejdsaftale mellem museet og kommunen, og projektet bevilgedes 1,5 million kroner årligt i perioden 2018-2021.

De seneste år har SMK brugt på at lære området og egnens borgere at kende samt på at etablere relationer til lokale og regionale aktører og erhvervsdrivende. Derudover har SMK præsenteret udstillinger, afholdt arrangementer og gennemført undervisningsforløb for børnehavebørn og skolelever.

 

Barskprojects SMK

Visionen

 

SMK Thy ønsker at bringe kunstsamlingen ud til flere dele af befolkningen, og vil etablere en filial, SMK Thy, med åbning i 2023 eller 2024.

“Vi kunne godt tænke os, at en større del af Danmarks største kunstsamling bliver tilgængelig – og i stedet for at udvide i København, drømmer vi om at udvide i Thy, så flere og nye brugere, der ikke jævnligt kommer til København får glæde af samlingen,” siger SMK’s direktør Mikkel Bogh.

SMK bliver en filial af Statens Museum for Kunst, hvor kunstværker fra SMK’s samling vises på udstillinger kurateret med særlig henblik på dette sted. SMK Thy udvikles i et tæt samarbejde mellem SMK og Thisted Kommune, som sammen sikrer at den udstillede kunst formidles til inspiration for regionens borgere og besøgende.

Projektet bygger på en samlet vision om at gøre kunsten nærværende for danskerne og sikre, at den bliver katalysator for betydningsfulde samtaler imellem mennesker på steder og i situationer, hvor kunsten i dag er mindre tilstedeværende. Helt konkret betyder det, at flere mennesker skal have mulighed for at komme tæt på og opleve landets største kunstsamling.

Kontakt SMK Thy

Emilia Nykjær Isaksson

Kunstformidler SMK Thy

Michala Rosendahl

Pressemedarbejder